Description
Fortællinger fra stue 62 er Heidi Honig Springs hudløst ærlige beretning om, hvordan hendes liv på et splitsekund ændres, da hun bliver påkørt OG kørt over af en højresvingsbilist under en morgenløbetur på Roskildevej. Hun overlever mirakuløst, men kandiderer til at blive ’årets mest komplicerede patient’ (med flest faglige specialer samlet i én krop). Der er altså tale om en selvoplevet beretning af et menneske, som i sine sorteste stunder ønsker, at hun ikke havde overlevet, for det er mildt sagt op ad bakke og en daglig kamp for at få det hele til at give mening. Men, beretningen emmer af en kampgejst, en humor og en fanden-i-voldskhed, som vi som læsere kun blive imponerede – og inspirerede af.
Vejen til tryghed, trivsel og bedring
Bogen er en frontlinje-reportage om et liv på langs, hvor man er fuldstændig hjælpeløs og helt afhængig af sygeplejersker, læger, sygehjælpere, fysioterapeuter, ergoterapeuter, portører, rengøringspersonale, mv. – til ALT. Heidi er selv professionel indenfor børnepædagogik og -psykologi, og trækker en lige linje mellem det at være patient og det at være et lille barn, helt afhængig af, at de voksne ser og forstår barnets behov. For ligesom et barn har man som patient brug for at blive forstået, inddraget og set på som et helt menneske – for at finde vejen til tryghed, trivsel og bedring.
Relevant for sundhedsfagligt personale
Der er masser af professionelle, som ikke blot er fagligt dygtige, men også dygtige på det relationelle plan, og som formår at løfte en stemning og bringe lys, energi og håb i spil. Men, der er også episoder, hvor Heidi oplever at blive talt til som et barn eller set på som en ekspeditionssag – eller endnu en besværlighed i løbet af en travl vagt. Skyldes det blot manglende omtanke? Det er muligt, men nok også en organisering og en kultur, der lider under travlhed, ressourceknaphed, ”vi plejer” og nogle gange mangel på ren og skær logik. Fortællinger fra stue 62 er oplagt læsning for sundhedsfagligt personale, og den er et relevant indspark i debatten om vores sundhedsvæsen.
Og relevant for patienter og pårørende
Men bogener også inspirerende for patienter og pårørende – for den siger noget om, hvad der går galt og hvornår – og hvor vigtigt det er at turde sige, hvad man har brug for som patient og pårørende. Den kan også inspirere i en svær situation og vise, hvordan humor, håb og vilje er helt nødvendige makkere på vejen tilbage til livet. Heidi formår at skrive med bundløs ærlighed og sans for det tragikomiske, hvilket både gør bogen indsigtsfuld, underholdende og hjertevarm.
Please wait while flipbook is loading. For more related info, FAQs and issues please refer to DearFlip WordPress Flipbook Plugin Help documentation.
“Fortællinger fra stue 62” blandt årets mest interessante bøger om sundhed –
Kulturskribent Maria Cuculiza har valgt de fem mest interessante bøger på sundhedsområdet i årets første halvdel. De fem bøger har hun alle givet de maksimale 6 stjerner ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ i sine anmeldelser.
Fortællinger… er den eneste danske bog blandt de fem vigtigste.
Maria Cuculiza skriver blandt andet:
Frontlinjeberetning fra livet som dansk traumepatient er en knivskarp analyse af patient-behandler relationerne
Heidi Honing Spring er en dybt taknemmelig patient. Langt, langt de fleste af hendes oplevelser med sundhedspersonale har været positive. Men andre møder har været mindre vellykkede på grund af hvad hun oplever som eksempelvist manglende omtanke, en organisering og en kultur, der lider under travlhed, ressourceknaphed, ”vi plejer” og nogle gange mangel på ren og skær logik.
Det er er især de fagprofessionelle, sygeplejersker, læger, sygehjælpere, fysioterapeuter, ergoterapeuter, portører, rengøringspersonale, mv., som Honing Spring gerne vil lære, hvordan man bedst møder sine patienter, som i deres afmagt ifølge forfatteren (red. bør være) på samme måde som et barn har brug for at blive set, forstået og inddraget for at føle sig trygge og i trivsel på deres rejse mod helbredelse eller bedring. Uden at det betyder, at de generelt skal behandles som børn.
Det er dog ikke kun sundhedspersoner, der så oplagt vil kunne have glæde af ´Fortællinger fra stue 62´, hvis forsøg på læring aldrig er hverken aggressiv, firkantet eller bedrevidende, men personlig, nuanceret og forstående.
Også patienter og pårørende vil kunne spejle sig i hendes tanker om alvorlig sygdom, hjælpeløshed, afmagt, behov for omsorg, og, hvad de måtte opleve som gode eller dårlige dialoger med deres professionelle hjælpere.
Trods sin varme og empatiske tilgang til situationer og mennesker er Heidi Honing Spring en intellektuelt knivskarp analytiker af mellemmenneskelige relationer. Hertil kommer veludviklede fornemmelser for det tragikomiske og selvkritiske. Egenskaber der medvirker til ikke blot en øget forståelse af hendes overordnede budskaber, men også til, at man som læser overhovedet kan rumme hendes forfærdelige ulykke, efterfølgende lidelser og på mange måder for altid ødelagte fremtid.
At hun har orket at skrive denne bog sin situation taget i betragtning er imponerende, og den bør blive en vigtig stemme i de kommende nye reformer af sundhedsvæsnet.
Oprettet den 28. juni 2023.
Læs anmeldelse af alle fem bøger her
Anmeldelse af Bodil Christensen, Nordjyske Stifttidende, 8. april 2023 –
I sit professionelle liv står Heidi Honig Spring bag en lang række fagbøger om vigtigheden af relationerne mellem mennesker, mellem elev og lærer og mellem alle skolens mange aktører. Den professionelle tilgang giver et bagtæppe for oplevelserne og refleksionerne her fra sengen på stue 62, men det er også patientens møde med “systemet”, der får en stemme her. … Trods de mange skader er det ikke en jammerdal og en klynk og klage over manglende resurser i et presset hospitalsmiljø. Det er et nuanceret billede af de mange fagpersoners forskellige tilgange til forvaltningen af et system, der på mange områder kunne være bedre. … Det er en helt igennem ærlig, galgenhumoristisk, selvironisk, selvudleverende og reflekteret fortælling fra stue 62. Nu venter et langt liv uden for stue 62. Det bliver heller ikke nemt. Hun siger: “Jeg håber, at man kan bruge min historie til selv at åbne op og tale om de hårde ting. Jeg tror, det kan gøre sådan et liv nemmere at leve i.”
Anmeldelse af Maj Siercke, fagredaktør, ph.d., Sygeplejersken 04/2023 –
Unik sygepleje og behandling, men også rystende eksempler på det modsatte. Forfatterens pædagogisk-psykologiske fagområder skinner igennem og efterlader læseren med håndgribelige løsninger mod et mere omsorgsfuldt sundhedsvæsen. … Bogen er en page-turner, vi kan lære af, og det bliver helt tydeligt at relationsdannelse, kontekstafstemning, koordination og inddragelse af patienten ikke overraskende er helt afgørende for oplevelsen af trivsel, tryghed og at blive lyttet til.
Læs hele anmeldelsen
Anmeldelse af Maria Cuculiza, Sundhedspolitisk Tidsskrift, 3. februar 2023 –
Det er ikke kun sundhedspersoner, der så oplagt vil kunne have glæde af ´Fortællinger fra stue 62´, hvis forsøg på læring aldrig er hverken aggressiv, firkantet eller bedrevidende, men personlig, nuanceret og forstående. Også patienter og pårørende vil kunne spejle sig i hendes tanker om alvorlig sygdom, hjælpeløshed, afmagt, behov for omsorg, og gode eller dårlige dialoger med deres professionelle hjælpere. … Trods sin varme og empatiske tilgang til situationer og mennesker er Heidi Honing Spring en intellektuelt knivskarp analytiker af mellemmenneskelige relationer. Hertil kommer veludviklede fornemmelser for det tragikomiske og selvkritiske. … At hun har orket at skrive denne bog sin situation taget i betragtning er imponerende, og den bør blive en vigtig stemme i de kommende nye reformer af sundhedsvæsnet.
Læs hele anmeldelsen
Lektørudtalelse, DBC –
Vigtig og øjenåbnede beretning om livet som patient. Forfatteren skriver hudløst ærligt og med en god portion sort humor. Bogen er meget personlig og til tider med mange detaljer, men de er alle væsentlige for forståelsen af hendes oplevelse som patient.
Læs hele anmeldelsen
Ida K –
Man bliver som læser draget af Heidis mange malende metaforer om hendes tid på hospitalet med sin krop overdraget i sundhedspersonalets hænder. Man kan som læser forberede sig på at skraldgrine og græde stort set på en og samme tid, da Heidis fortællinger lader en komme helt tæt på sejre og nederlag som patient, som borger, som menneske. En hudløs ærlig fortælling og en befriende åbenhed bliver man som læser sjældent præsenteret for.
Anmeldt af Ida K på Saxo.com
Mette Jakobsen –
En grundlæggende tragisk og trist historie fortalt med humor, varme, indsigt og imponerende forståelse for alle mennesker omkring Heidi. Jeg nåede kun til side 3, tror jeg, før jeg tudbrølede. Men der kommer mindst lige så mange småkluk ud af mig og smil.
Heidi skriver fantastisk og jeg tager virkelig hatten ad for, at hun har kunne drage så meget fagligt ind i sit forløb og haft overskud til at dele sine oplevelser og sine iagttagelser undervejs med personalet og mennesker omkring sig. Hvor kom dig dette overskud fra, da hun lå der i hospitalssengen? Man mærker, at vi har ikke har at gøre med en hvilken som helst “almindelig” person, men én der gerne vil lære fra sig og udvikle andre, samt give ros til trods for situationen. Det er så vildt at læse.
Jeg kan kun anbefale at læse den.
Anmeldt af Mette Jakobsen på Gucca.dk
Michael Ziegler, Borgmester i Høje Taastrup –
Jeg kun har haft bogen i hænderne i få timer – men den er svær at slippe, når først man går igang. Det er det, man på godt dansk kalder en “page turner”. Heidi tager udgangspunkt i sin egen faglighed fra inklusionsarbejdet. Barnets trivsel, tryghed og udvikling er helt afhængig af, at det og dets behov bliver set, lyttet til og forstået. Og ligeså med patienten! Det gode relationelle møde er afgørende for patientens oplevelse.
Selvom jeg kun lige er begyndt på bogen, kan den anbefales. For mig som ny patient på et hospital er det selvfølgelig særlig interessant. Men jeg vil tro, at de fleste vil have glæde af bogen.
Eva Sørensen –
Jeg tudede de første 30 sider – jeg kunne mærke ensomheden, magtesløsheden, afhængigheden og forstå det “system” Heidi blev en del af – med en baggrund som sygeplejerske og kræftpatient gennem 14 år, med alt hvad deraf følger!
LÆS bogen, mærk bogen og få ny indsigt i vores sundhedsvæsen!
Karin P –
Kære Heidi Jeg har slugt din bog fra den ene ende til den anden. For mig er den en stor gave. Du får mig til at reflektere over ærlighed/direktehed – hvordan udtrykker man det, så man bliver lyttet til og forstået. Og hvor vigtigt det er, at jeg som personen med “magt” er empatisk og lyttende, står fast som en klippe og alligevel eftertænksomt evaluerer mine krav. Mange tak for det. Jeg vil med glæde anbefale din bog til alle, der arbejder med mennesker. Du og din bog har gjort et dybt indtryk på mig. Kærlig hilsen Karin
Anmeldt af Karin P på Saxo.com
Jette B –
En bog der er svær at lægge fra sig, når man først er startet. Det er en hudløs ærlig fortælling, der hverken skåner læseren eller forfatteren selv, men som gør det med en humor der får latteren frem og ofte i samme afsnit hvor man lige har haft gråden helt oppe i halsen. Den bedste og mest nærværende bog jeg længe har læst.
Anmeldt af Jette B på Saxo.com