KURSUS
Den gode skolestart for ALLE – bogstavindlæring fra A til Å for børnehaveklassen
Hvordan gør vi bogstavindlæringen til en tryg opstart, hvor alle børn føler, de hører til i fællesskabet – også når det bliver svært?
Når jeg ser tilbage på mine mere end 20 år som børnehaveklasseleder, er der én ting, der står klarere for mig end noget andet: Bogstavindlæring handler om meget mere end blot at kende forskel på b og d. Det handler om barnets første, afgørende møde med følelsen af at mestre noget vigtigt. I børnehaveklassen møder vi børn med vidt forskellige forudsætninger. Nogle skriver allerede små historier, mens andre endnu ikke kan kende forskel på de visuelle former i alfabetet. Vores vigtigste opgave som børnehaveklasseledere er at skabe et rum, hvor bogstaver ikke er farlige symboler, men magiske nøgler.
“Min mission med dette kursus er enkel: Jeg vil give dig de redskaber, jeg selv ville ønske, jeg havde haft i hænderne for 20 år siden. Metoder, der er testet af i “virkelighedens 0. klasse”, og som tager højde for, at vi skal have alle med – uanset om de kommer med en rygsæk fuld af bogstaver eller ej. “
På kurset zoomer vi ind på den tidlige bogstavindlæring med fokus på klassens opstart, den sproglige opmærksomhed som fundament, kropslig forankring og legende læringsstrategier. Men vi skal også tale om vores rolle som de voksne, der holder hånden under barnets selvtillid i de første, usikre skridt ind i skriftsproget og læsning.
At få alle med kræver mere end bare en god bogstavbog. Det kræver et blik for barnets sproglige bevidsthed og evnen til at skabe succesoplevelser fra første skoledag. Vi arbejder med konkrete cases og redskaber, du kan tage direkte med tilbage til din klasse. Jeg tager udgangspunkt i Jens Molzens bogstavlydtræningssystem “Prins Pers rejse til eventyrland”, men inddrager også mange andre typer af materialer.
Fokusområder
Den trygge landing Hvordan vi skaber en struktur i de første måneder, der giver ro til fordybelse og mindsker præstationsangst.
Sproglig opmærksomhed Hvordan vi sikrer et solidt fundament at bygge bogstavlydindlæringen på.
Den første bogstavgennemgang Hvordan vi bruger både krop, lyd og hænder til at lagre bogstavernes form og lyd i hukommelsen.
Leg som fundament Hvordan vi arbejder med aktiviteter, der integrerer sproglig opmærksomhed samt bogstavernes navn, form og lyd i børnenes leg.
Brobygning til læsning Hvordan vi går fra at kende bogstavet til at forstå den første lydrette læsning og skrivning.
Fakta om kurset
Målgruppe: Børnehaveklasseledere, skolepædagoger og læsevejledere
Varighed: 2-3 timer
Pris: Aftales direkte med Line
Kontakt: Forespørg på workshop ved at udfylde felterne herunder. Din forespørgsel sendes direkte til Line Stampe Bornø via forlaget.

