Description
Lær tysk, og lær noget vigtigt om verden
“Schon gewusst?” betyder “Vidste du det?” – for her lærer eleverne både tysk og får interessant viden om jordkloden, klimaet og naturen. Gitte Moltzen og Merete Rasmussen har sat sig for at skabe en tyskundervisning, der går nye veje på flere fronter.
Der Comic slår temaet an
Hvert kapitel starter med en tegneserie om Martha og hendes venner, som er på Klimacamp i Bayern – en sommerlejr, hvor de unge lærer om natur og miljø, får nye venner, tager på udflugter og hygger sig med hinanden. Personernes dialoger understøttes af muntre, farverige striber skabt af Anja Gram. Tegneserien åbner kapitlet og vækker nysgerrigheden.
Kommunikative opgaver til det grundlæggende ordforråd
Eleverne øver sig på de tyske ord, udtryk og vendinger ved at arbejde med dialogopgaver, cooperative learning-opgaver og lytteøvelser. De lytter, læser og siger de nye ord og udtryk mange gange.
Skriftlige opgaver og Logiktrainers udbygger og udfordrer
På den grønne side følges op med skriveopgaver, rebusopgaver og opgaver, hvor eleverne funderer og udtrykker sig om sprogets grammatik og opbygning. Dertil kommer nogle logikopgaver, der træner læseforståelse og logisk tænkning – en opgavetype, som lægger op til at pusle med sproget og samarbejde om at finde løsninger.
Det tænkende klasserum skaber dialog og samarbejde
I “Schon gewusst?” giver forfatterne et bud på, hvordan man kan arbejde med det tænkende klasserum i tysk. Det sker fx i de opgaver, hvor eleverne skal forholde sig til det tyske sprogs finurligheder og grammatik. Her lægges der op til at eleverne i fællesskab studerer sproget, går på jagt efter bestemte skrivemåder og sproglige kendetegn, formulerer huskeregler m.v. – kort sagt sætter ord på hvorfor og hvordan for bedre at huske det nye, de lærer om tysk.
Leg og bevægelse
Alle kapitler rummer som nævnt cooperative learning-opgaver, hvor eleverne typisk bevæger sig rundt i klassen for at træne ord og udtryk med kammeraterne. Der er også en opgave ved navn Spaß und Action! Her skal eleverne også bevæge sig, lege eller spille spil på tysk.
Repetition og feedback
Alle kapitler rundes af med Wir sind Profis! Her afprøver man endnu engang i fællesskab alle nye ord og udtryk, og til sidst giver man sig selv og hinanden feedback på, hvordan det går – og hvad der skal arbejdes mere med.
Hjemmeside med lyd og links
QR-koder linker direkte til lyden, som ligger på materialets hjemmeside fagogkultur/schon. Lyden er indtalt af indfødte tyskere i et tilpasset tempo.



Jette Larsen for Folkeskolen –
Siger dine elever for lidt i timerne: Nyt tysksystem sætter gang i samtalen
Sprog læres bedst, når man taler med andre, og forfatterne til dette tyskmateriale har lånt en metode fra matematiktimerne for at få gang i samtalen mellem eleverne.
Hvis du er matematiklærer, kan du næsten ikke have undgået at støde på fænomenet det tænkende klasserum: Et nyere didaktisk tiltag, hvor eleverne står i smågrupper ved fysiske tavler og med tusch i hånden, mens de i fællesskab løser opgaver og undrer sig sammen.
Denne grundtanke har forfatterne bag dette materiale adopteret til tyskundervisningen, hvor eleverne for eksempel arbejder sammen med gættestrategier ud fra en flersprogdidaktisk tankegang.
Modigt vil nogen måske mene, men måske også klogt?
Nøgleordene bag ”Schon gewusst?” er elevmotivation, elevernes oplevelse af at mestre noget, en tydelig stilladsering af det tyske sprog og dagligdagstysk med mange chunks. Alt sammen godt, nødvendigt og noget, der er set før. Men kig alligevel en ekstra gang på tyskbudgettet for at se, om der kan findes midler til dette materiale.
Meget af sproget er bygget op omkring chunks. Vi siger ’im Juli’, ’am Anfang’, ’schönes Wochenende’ og så videre, og alt dette trænes på en aktiv og bevidst måde i ”Schon gewusst?”
I hvert kapitel er der en tydelig og genkendelig struktur. Først skal der lyttes til korte dialoger og trænes chunks, så følger en opgave, hvor manglende ord skal indsættes, mens der stadig er fokus på de udtryk, som eleverne lige har øvet sig på.
Dernæst følger en øvelse, hvor de skal ud på gulvet og igen øve chunks og lignende, men nu indpakket i cooperative learning-strukturer. Og ikke at forglemme så kommer en øvelse ved en tavle, hvor eleven står med sin gruppe og sammen skal arbejde med strukturer i sproget eller lignende.
”Schon gewusst?” lader til at virke bedst, hvis det anvendes fra ende til anden. Altså ikke som et ”plukke-kartotek”, for det består af begynderhæfter til 6. og 7. klasse med en tydelig progression. Denne vil efter min overbevisning gå tabt, hvis dele udelades.
Er der længere tekststykker, som eleverne skal læse? Nej, egentlig ikke.
Til gengæld er fokus på dialog og hverdagssprog, for grundtanken bag materialet er, at sprog bedst læres og øves med andre. Dette gennemsyrer lærervejledningen og også de mange øvelser undervejs.
Læs anmeldelsen i Folkeskolen.
Rikke, Sofiendalsskolen –
Jeg har netop modtaget de to bøger, og jeg er meget positivt overrasket. Tak for at skabe et materiale, der er så stilladserende med ordforråd, og som tilbyder hjælp til de ordblinde elever med lydfiler. Ja, og generelt er jeg vild med de mange mundtlige øvelser. Jeg tror helt sikkert, at jeg vil prøve materialet af med mine egne elever i kommende 6. klasse næste skoleår.